Compliance › Compliance
Digital Compliance
Moduler
.legal AI
Alle AI-funktioner →Integrationer
Se alle integrationer →Platform og funktioner
Efter mål
Efter framework
Alle frameworks →Se, hvordan andre gør
Alle kundecases →Forstå reglerne
Se det i praksis
Alle kundecases →Planlæg skiftet
Hold dig opdateret
Kravspecifikationen er sendt, og nu ligger der fire tilbud på bordet. Ét koster 2.500 kr. om måneden, et andet 4.500 kr. Det tredje er prissat pr. bruger og det fjerde pr. selskab. På papiret ser valget let ud. Det er det sjældent.
Et GRC-system (governance, risk og compliance) prissættes på så mange forskellige måder, at to listepriser næsten aldrig dækker det samme. Den ene pris gælder ét selskab og ti brugere, den anden hele koncernen med ubegrænsede brugere. Den ene har onboarding med, den næste fakturerer den i timer. Sammenligner I månedsprisen, sammenligner I en kendt udgift med regninger, I ikke har set endnu.
Denne guide giver jer syv spørgsmål, som I kan stille til alle leverandører, et regneeksempel over tre år og et sammenligningsark, I kan downloade. Den er skrevet, så den kan bruges, uanset hvilken leverandør I ender med. Vi er selv leverandør, så I kan også stille spørgsmålene til os, og vi viser vores egne svar til sidst.
For en virksomhed med 50-1.000 ansatte er licensen kun en del af prisen. Onboarding, dataimport, ekstra brugere, flere koncernselskaber, nye frameworks og faglig hjælp kan over tre år løbe op i mere end selve licensen. Regn totalprisen over tre år ud med de samme syv linjer for alle leverandører. Den billigste listepris er sjældent den billigste løsning.
Har I ikke lagt jeres valgkriterier fast endnu, så start med vores guide til GRC-software. Den har et vægtet scorecard og 14 spørgsmål til leverandøren, som hjælper jer med at sammenligne GRC-platforme på funktionalitet. De 14 spørgsmål tester, om platformen kan det, I har brug for. De syv i denne artikel tester, hvad det koster.

Leverandørerne knytter prisen til forskellige enheder. Nogle tager betaling pr. modul eller framework, andre pr. bruger, atter andre efter virksomhedens størrelse, og nogle giver først en pris efter et afklaringsmøde. Hver model giver mening for sig. Problemet opstår, når de skal stå i samme kolonne i et regneark.
| Prismodel | Hvad prisen følger | Hvad I skal holde øje med over tre år |
|---|---|---|
| Pr. modul eller framework | Antal områder I dækker (GDPR, NIS2, ISO 27001 osv.) | Hvert nyt krav bliver et nyt modul |
| Pr. bruger | Navngivne brugere med login | Auditorer, systemejere og ledere, der kun skal læse |
| Pr. selskab eller størrelse | Ansatte, omsætning eller antal juridiske enheder | Datterselskaber, der købes eller stiftes i aftaleperioden |
| Pakker i niveauer | Et bundt af funktioner | Den funktion, I får brug for næste år, ligger i pakken over |
| Tilbudsbaseret | Et forhandlet scope | Hvad der ligger uden for scope, og prisen ved fornyelse |
Oven i modellen kommer vilkårene. Er prisen pr. måned eller pr. år? Betales den forud? Er onboarding med? Er prisen fast i hele perioden, eller pristalsreguleres den hvert år? To tilbud kan bruge samme prismodel og alligevel ligge langt fra hinanden, når I læser det med småt.
Send de syv spørgsmål til alle leverandører på jeres shortlist, og bed om et skriftligt svar med et beløb. "Det kommer an på" er et fint udgangspunkt, men ikke et fint slutsvar. Hvert spørgsmål bliver en række i sammenligningsarket længere nede.
Mange tilbud dækker kun moderselskabet. Har I datterselskaber, eller regner I med at købe eller stifte nye, så spørg, hvad hvert ekstra selskab koster, og om prisen gælder i hele aftaleperioden. En koncernpris, der ser rimelig ud i dag, kan vokse hurtigt efter et opkøb.
Compliance-arbejde involverer flere end compliance-teamet. Systemejere skal opdatere deres aktiver, ledere skal godkende risici, og jeres revisor eller eksterne DPO skal kunne læse med. Spørg, om der er et loft over antal brugere, hvad en ekstra bruger koster, og om læseadgang eller gæsteadgang prissættes anderledes.
Her ligger ofte den største engangsudgift, og den er let at overse. Spørg, hvad onboardingen indeholder, hvor mange timer leverandøren regner med, hvem der importerer jeres data fra Excel eller et tidligere system, og hvilket supportniveau der følger med. Spørg også, hvor mange timer leverandøren forventer fra jer. Intern tid koster rigtige penge, og en realistisk plan for GRC-implementeringen viser, hvor den går hen.
Tre års binding med seks måneders opsigelse er en helt anden aftale end en løbende månedsaftale, selv ved samme månedspris. Spørg efter bindingsperioden, opsigelsesvarslet, om prisen pristalsreguleres hvert år og med hvor meget, og hvad det koster at få jeres data med, hvis I skifter.
Lovgivningen hjælper jer ved exit. Efter dataforordningens (Data Act) artikel 29 må udbydere af databehandlingstjenester ikke opkræve gebyrer for skift fra 12. januar 2027, og indtil da må et skiftegebyr højst dække udbyderens faktiske omkostninger. Efter GDPR artikel 28, stk. 3, litra g skal jeres databehandleraftale desuden sikre, at personoplysninger slettes eller leveres tilbage, når tjenesten ophører. Tjek begge dele som en del af jeres due diligence af leverandøren.
Spørg ikke, om platformen kan noget. Spørg, om det er med i prisen. Typiske tilkøb er hændelseslog, interne audits, årshjul, single sign-on, API-adgang og ekstra skabeloner. Bed om prislisten over tilkøb på skrift, så I kan se, hvad næste års ønskeliste kommer til at koste.
Reguleringen står ikke stille i tre år. Et datterselskab kan blive omfattet af NIS2, I kan tage højrisiko-AI i brug under AI-forordningen, eller en kunde i finanssektoren kan bede jer dokumentere DORA-krav. Spørg, om hvert af disse betyder et nyt modul, et nyt framework, en ny licens eller ingenting, og få en pris på det. Den danske NIS2-lov har været i kraft siden 1. juli 2025, så det er ikke en hypotetisk udgift. Vores NIS2-vejledning viser, hvad et nyt selskab i scope skal gøre.
Alle går i stå på et tidspunkt. Måske er det en risikovurdering, ingen ved, hvordan skal scores, eller et auditfund, ingen ved, hvordan skal lukkes. Skil de to slags hjælp ad. Teknisk support handler om, hvordan platformen virker. Faglig sparring handler om, hvad reglerne faktisk kræver. Spørg, hvad der er inkluderet, hvem der leverer det, hvor hurtigt de svarer, og hvad en time koster ud over det inkluderede. Hjælp koster noget hos alle, så sørg for, at den kommer med i sammenligningen.

Kystlinje Logistik A/S og begge tilbud er fiktive. Vi har opfundet dem til denne artikel. Beløbene ligger inden for det prisspænd, vi ser på det danske marked, men timepriserne er antagelser.
Kystlinje Logistik har 300 ansatte, et moderselskab og to datterselskaber. Det ene datterselskab bliver omfattet af NIS2 i år to. Compliance-chefen har to tilbud. Tilbud A koster 2.500 kr. om måneden. Tilbud B koster 4.500 kr. om måneden. På listepris er A 44 % billigere.
| Post (3 år) | Tilbud A: laveste listepris | Tilbud B: mere inkluderet |
|---|---|---|
| Licens | 2.500 kr. × 36 mdr. = 90.000 kr. | 4.500 kr. × 36 mdr. = 162.000 kr. |
| Koncernselskaber | Kun moderselskab. 2 datterselskaber × 750 kr. × 36 = 54.000 kr. | Alle selskaber inkluderet = 0 kr. |
| Brugere | 10 inkluderet. 8 ekstra × 150 kr. × 36 = 43.200 kr. | Ubegrænsede = 0 kr. |
| Onboarding og dataimport | 40 timer × 1.250 kr. + import 15.000 kr. = 65.000 kr. | Inkluderet = 0 kr. |
| NIS2 i datterselskab fra år 2 | 1.500 kr. × 24 = 36.000 kr. | 1.500 kr. × 24 = 36.000 kr. |
| Faglig hjælp efter go-live | 10 timer om året × 1.400 kr. = 42.000 kr. | Grundhjælp inkluderet. 5 ekstra timer om året × 1.200 kr. = 18.000 kr. |
| Binding | 36 måneder, 6 måneders opsigelse | Ingen |
| I alt over 3 år | 330.200 kr. | 216.000 kr. |
Tilbud A ender med at koste 114.200 kr. mere over tre år, cirka 53 % mere end B. Det største enkeltbidrag er onboarding og dataimport, dernæst datterselskaberne og de ekstra brugere. Ingen af de linjer kunne ses i månedsprisen.
To ting er udeladt med vilje. Intern tid er ikke med, fordi vi har antaget, at den er ens for begge tilbud. I jeres eget ark er den det sandsynligvis ikke, så læg den ind. Pristalsregulering er også udeladt, så regnestykket er til at følge. Regulerer den ene leverandør med 4 % om året og den anden med 2 %, hører forskellen hjemme under spørgsmål 4.
Eksemplet beviser ikke, at det dyre tilbud altid vinder. Nogle gange er den lave listepris faktisk den bedste handel. Pointen er, at I først ved det, når alle syv linjer er udfyldt for alle leverandører.

Vi har lavet de syv spørgsmål om til et Excel-ark. Hvert spørgsmål er en række, hver leverandør får en kolonne, og arket lægger år ét, to og tre sammen for jer. Det supplerer kravspecifikationen som PDF i vores guide til GRC-software. Kravspecifikationen hjælper jer med at vælge den rigtige platform, og arket viser, hvad den platform kommer til at koste.
| Række | Leverandør 1 | Leverandør 2 | Leverandør 3 |
|---|---|---|---|
| Listepris pr. måned | ☐ | ☐ | ☐ |
| 1. Koncernselskaber | ☐ | ☐ | ☐ |
| 2. Brugere og gæsteadgang | ☐ | ☐ | ☐ |
| 3. Onboarding, import og support | ☐ | ☐ | ☐ |
| 4. Binding, opsigelse, regulering og exit | ☐ | ☐ | ☐ |
| 5. Inkluderede funktioner og tilkøb | ☐ | ☐ | ☐ |
| 6. Nye krav og selskaber i scope | ☐ | ☐ | ☐ |
| 7. Hjælp efter go-live | ☐ | ☐ | ☐ |
| Interne timer (jeres skøn) | ☐ | ☐ | ☐ |
| Totalpris over 3 år | ☐ | ☐ | ☐ |
Tre faner: en kort vejledning, et sammenligningsark med de syv spørgsmål som rækker og plads til tre leverandører, og regneeksemplet fra artiklen. Skriv løbende beløb og engangsbeløb ind, så lægger arket år ét, to og tre sammen, inklusive den årlige prisregulering.
Den, der skriver under, læser sjældent tilbuddene. Vedkommende læser jeres opsummering. Hold den til tre ting. Vis totalprisen over tre år for hver leverandør med de samme linjer. Nævn de to-tre antagelser, der flytter resultatet mest, fx hvor mange datterselskaber I kommer til at tilføje. Og skriv exitvilkårene, så direktionen ved, hvad det koster at ombestemme sig. En indstilling, der viser regnestykket, er langt lettere at forsvare end en, der bygger på en månedspris.
Vi lovede, at I også kunne bruge spørgsmålene på os. Her er vores svar, baseret på vores priser og vilkår. Hvor noget aftales fra sag til sag, skriver vi det.
| Spørgsmål | .legals svar |
|---|---|
| 1. Koncernselskaber | Dækkes under Enterprise efter aftale. Det er ikke en listepris, så bed os om et beløb |
| 2. Brugere | Ubegrænsede brugere |
| 3. Onboarding og support | Onboarding og support er inkluderet. Assisteret datamigrering prissættes efter aftale |
| 4. Binding | Månedlig betaling, ingen binding |
| 5. Funktioner og tilkøb | Pris pr. modul. Priser på tilkøb står på prissiden |
| 6. Nye krav | Et nyt område er et nyt modul. Core koster fra 1.500 kr. pr. modul om måneden |
| 7. Hjælp efter go-live | Support er inkluderet. Spørg os, hvilken faglig hjælp jeres plan omfatter, og hvad mere koster |
To fakta er relevante for due diligence-delen af beslutningen. Vores kontroller er dækket af erklæringer efter ISAE 3402 type 2 og ISAE 3000 type 2, revideret af BDO. Og .legal er dansk ejet, uden en kapitalfond i ryggen.
Download sammenligningsarket, og udfyld det for alle leverandører på jeres liste, også os. Vil I have et ekstra sæt øjne på det, så book 20 minutter med os, så gennemgår vi jeres ark sammen. Har du fortsat spørgsmål? Spørg Johannes direkte.
TCO (total cost of ownership) er alt, hvad I betaler for at bruge platformen over en fast periode, typisk tre år. Det dækker licens, koncernselskaber, ekstra brugere, onboarding og dataimport, tilkøb, nye frameworks, hjælp efter go-live og jeres egne interne timer. Det er det eneste tal, der gør tilbud med forskellige prismodeller sammenlignelige.
Begge modeller er udbredte, og nogle leverandører kombinerer dem. Pris pr. bruger bliver dyr, når auditorer, systemejere og ledere skal have adgang. Pris pr. modul bliver dyr, når der kommer ny regulering. Spørg hver leverandør, hvordan prisen udvikler sig, når I tilføjer personer og frameworks.
Nogle leverandører har onboarding med i abonnementet, andre tager et engangsbeløb eller afregner i timer, og datamigrering prissættes ofte for sig. Bed om det antal timer, leverandøren selv regner med, og det antal, de forventer fra jer. Intern tid er ofte den udgift, ingen har budgetteret med.
Ofte, ja. Mange tilbud dækker kun moderselskabet, og hvert datterselskab lægges til som en ekstra enhed eller licens. Kan koncernen vokse gennem opkøb, så få prisen pr. ekstra selskab på skrift, og tjek, at den gælder i hele aftaleperioden.
Vilkårene spænder fra løbende månedsaftaler uden binding til treårige aftaler med flere måneders opsigelse. En længere binding kan give en lavere pris, men den låser jer også fast, hvis platformen ikke fungerer for jer. Vej rabatten op mod prisen for at sidde fast.
Spørg, hvilke eksportformater der findes, og om eksport koster noget. Efter dataforordningens artikel 29 må udbydere af databehandlingstjenester ikke opkræve gebyrer for skift fra 12. januar 2027. GDPR artikel 28, stk. 3, litra g kræver desuden, at databehandleraftalen sikrer sletning eller tilbagelevering af personoplysninger, når tjenesten ophører.
Det afhænger af, hvor meget dokumentation I allerede har, og hvor mange frameworks I starter med. Sæt tid af til en projektleder, til de system- og risikoejere, der skal udfylde deres dele, og til ledelsens godkendelse. Bed hver leverandør om deres skøn, og læg jeres eget ind som en linje i sammenligningsarket.
Excel har ingen licens, men udgiften dukker op som manuel opfølgning, versionsstyring og forberedelse til audits. Konsulenter bringer viden, men efterlader sjældent et system. Mange virksomheder kombinerer en platform med målrettet faglig hjælp, så tag begge dele med i sammenligningen over tre år.
GDPR i Excel eller i software?Vis totalprisen over tre år for hver leverandør med de samme omkostningslinjer, nævn de få antagelser, der flytter resultatet mest, og skriv exitvilkårene. En direktion godkender langt lettere en indstilling, den kan følge, end en der bygger på en månedspris.
Spørg Johannes direkte, han giver de fleste af vores demoer personligt
Book ham herGuiden handler om, hvad et GRC-system reelt koster. Artiklerne her dækker resten af beslutningen: hvad platformen skal kunne, hvordan I tjekker leverandøren, og hvordan I får den i drift.
.legal compliance platform
Vores priser er offentlige, betales månedligt og er uden binding. Start med ét modul, og tilføj det næste, når et nyt krav kommer i scope, med ubegrænsede brugere fra første dag.